Uafgjort hjemmedebut til KFUM

Foto: Jan Partoft

Skuffelse, spænding, gys og et afsluttende 'det var godt for drengene', var, hvad man kunne høre fra tilskuerpladserne på Lillevang Stadion, hvor KFUM spillede sin første 2. divisionskamp på hjemmebane.

Kampen endte 1-1 efter 0-0 i første halvleg.

Fra kampens start havde cheftræner Stefan Håkansson en plan om at spillerne skulle presse HIK op på egen banehalvdel og at KFUM skulle udnytte at holdet havde flere store og fysisk stærke spillere end HIK. Men gæsterne ville det anderledes, så i starten foregik det meste på KFUM's banehalvdel og noget af tæt på målet.

KFUM fik ikke presset modstanderen hjem, og spillerne havde ikke præcision nok til at fange hinanden, når det endelig gik i fuld fart mod HIK banehalvdel og mål. Den modsatte vej valgte KFUM mange gange at sende bolden lang uden for banen, for at afbryde et angreb.

HIK havde større rutine og fart til 2. divisionsfodbold, så det var med en vis lettelse blandt publikum, at det stod 0-0 ved halvlegen.

Starten på anden halvleg lignede en gentagelse af den første, HIK var mere foran KFUM's mål end omvendt. Men mål kneb det med, og når KFUM's spillere var foran HIK's mål blev bolden sendt alle andre steder hen end i mål.

76 minutter inde i kampen fik HIK kampens første mål. De dæmpede stemningen langs banen, med et par minutter efter fik KFUM et straffe, som resulterede i at Andreas Lissau fik udlignet til 1-1.

Kort før kampen blev fløjtet af, så det et øjeblik ud til at KFUM fik endnu et mål efter et hurtigt angreb, men bolden strøg forbi på ydersiden af målet.

KFUM havde regnet med at alle de tilladte 400 tilskuerpladser var fyldt op til hjemmebanepremieren i 2. division. Men i timen op til kampstart var himlen sort, og regnen væltede ned. Resultat blev at, der var mere afstand mellem publikummerne end nødvendigt. Det blev faktisk kun til småregn under kampen.

Som en del af corona-restriktionerne skulle publikum sidde ned på egne medbragte stole på de to langsider.

KFUM spiller hjemme næste gang lørdag 19. september mod AB.