En gæld på 80.000 kroner til banden LTF – Loyal To Familia – var årsag til, at en 34-årig lokal mand uden fast bopæl adskillige gange har været i konflikt med loven det sidste års tid.
Det fortalte han ifølge dombogen, da han forleden var for retten i Hillerød.
Manden blev anholdt om aftenen den 20. februar efter at han under en flugt fra politiet var kørt galt på Frederiksgade ved Støberihallen i Hillerød.
Det skete, efter at han var vendt tilbage til BNA Skateshop på Sdr. Banevej, hvor han tidligere på aftenen havde begået indbrud.
Ifølge hans forklaring i retten kørte han af sted med tyvekosterne af flere gange.
Da han vendte tilbage til butikken for at hente tredje læs, havde en mistænksom borger i mellemtiden ringet til politiet, der stod klar til at tage imod manden.
Det fik ham til at flygte i sin bil – og det endte altså i uheldet på Frederiksgade.
Han blev efterfølgende anholdt i en baggård i Frederiksgade, hvor han forsøgte at gemme sig på nogle affaldscontainere. Indbruddet var det andet i skateshoppen i løbet af få dage.
Også det første var den 34-årige involveret i. Han fortalte, at han var blevet ringet op og fik besked på at stille ved butikken. Her skulle han hjælpe med at køre tyvegodset væk.
Ved de to indbrud blev der stjålet for knap en halv million kroner.
Manden fortalte i retten, at han havde et stofmisbrug, som han finansierede ved at sælge hash for Loyal To Familia. Banden har på det seneste markeret sig flere gange i Hillerød, og af en eller anden grund ragede den 34-årig uklar med dem, så han blev tildelt en dummebøde på 80.000 kroner.
Det var med til at sende ham ud i en stribe af kriminalitet. Blandt andet lavede han et såkaldt kassedyk i Euro Spar på Centervænget, hvor han rev 6200 kroner op af kassen, da ekspedienten var uopmærksom.
Manden blev blandt andre ting også dømt for tyveri af en bøf fra Rema 1000 på Skansevej, for at være flygtet fra politiet, for et villaindbrud på Skansevej, hvor han stjal for 130.000 kroner og for tyveri af Lego fra to Toys'r'Us-butikker.
Legetøjet blev solgt på Christiania.
Den 34-årige erkendte samtlige lovovertrædelser – der i flere tilfælde blev begået i ledtog med andre – og fortalte i retten, at han var villig til at hjælpe med at skaffe nogle af de stjålne ting tilbage.
Han fortalte desuden at medlemmer af Loyal to Familia fortsat leder efter ham, fordi han skylder 32.000 kroner af de 80.000 kroner, han blev "dømt" til at betale i "bøde" af banden.
Manden har siddet varetægtsfængslet siden han blev anholdt 20. februar, og han kommer til at sidde en rum tid endnu.
Dommen endte på ni måneders fængsel.
Det inkluderer en reststraf fra en tidligere dom.
Den 34-årige mand skal desuden betale sagens omkostninger.