Formalia blev overholdt, da Folketinget i går ved en vedtagelse formelt ratificerede Lissabon-traktaten, der fra 2009 skal være grundlaget for EU-samarbejdet. Der var ikke noget at komme efter – det mente Anders Fogh Rasmussen åbenbart, for han var i hvert fald ikke til stede, da hans underskrift fra december sidste år skulle godkendes af hans eget parlament. Sandt er det, at der formelt set ikke er grundlag for at sende ja'et til Lissabon-traktaten til folkeafstemning, men det ville have været befordrende for en forbedret folkelig forståelse, hvis en folkeafstemning var blevet gennemført. Det er nok rigtigt – ud fra en formel, juridisk tankegang – at der ikke er elementer i traktaten, der kræver en folkeafstemning, fordi der er tale om suverænitetsafgivelse i grundlovens forstand, men når der nu er så stor folkelig skepsis, ville det have været rigtigst at tage en folkeafstemning med. Det ville have stillet tilhængerne i en stærkere position, når vælgerne om formentlig ikke særlig lang tid skal spørges om vores helt egne EU-forbehold – nemlig om vi fortsat vil opretholde dem, eller vi vil være et fuldgyldigt medlem af EU. Den omstændighed, at regeringen – støttet af Socialdemokratiet og Det Radikale Venstre – har valgt at ratificere den nye traktat uden at spørge vælgerne direkte, gør det sværere at opnå et positivt resultat, når vælgerne vitterligt skal spørges om en EU-sag næste gang. Myten om, at noget skal listes igennem, vil kunne brede sig og berede vejen for et nej ved en eller flere kommende folkeafstemninger. Dermed er det danske ja til Lissabon-traktaten i øvrigt også uden betydning for at skaffe et ja ved den eneste folkeafstemning, der bliver om traktaten, nemlig i Irland i juni. Havde den danske regering turdet gennemføre en folkeafstemning – og den som forventeligt havde resulteret i et ja, fordi Lissabon-traktaten simpelt hen er et bedre traktatgrundlag end det gamle – ja, så ville det have styrket mulighederne for at få et ja ved den irske folkeafstemning. Det lægger naturligvis et pres, når andre befolkninger har valgt at sige ja, og dermed kunne Danmark have bidraget til at sikre en ratifikation i alle EU-lande. Tilbage står, at Irland stadig med et nej ved folkeafstemningen i juni er i stand til at blokere for ibrugtagningen af Lissabon-traktaten. Man må håbe, det ikke sker – men den danske handlemåde har desværre ikke styrket mulighederne. Måske er den dybere årsag, at Anders Fogh Rasmussen ikke er interesseret i en eksponering af nogetsomhelst modsætningsforhold til danske vælgere i en situation, hvor han gerne skulle vælges til en absolut EU-toppost. Hvis vælgerne får det indtryk, at de blot er spændt for en vogn, der skal sikre, at han kan få en sådan post, ja, så er det jo heller ikke voldsomt befordrende for et positivt resultat, når de næste gang skal spørges om forhold vedr. EU. I betragtning af, at EU rummer sydlige lande, hvor tyrefægtning er udbredt, burde Anders Fogh Rasmussen og regeringstoppen i stedet være inspireret til i overført betydning at tage tyren ved hornene. Det turde han ikke – derfor er det måske lidt underligt, at han overhovedet er på vej ind i arenaen … g.
