natur Når tredie afsnit af TV 2-programmet '1 døgn, 2 hold, 3 dyr' ruller over skærmen tirsdag 31. juli, vil der være optagelser fra Tokkekøb Hegn.
Det oplyser TV 2.
I programmet dyster fire natureksperter mod hinanden. Sebastian Klein og Morten D.D. Hansen udgør det ene hold, mens det andet består af Vicky Knudsen og så hele Allerøds naturvejleder Bjørli Lehrmann fra Vestre Hus Børnenaturcenter.
Det gælder om at finde sjældne danske dyr på tid. I seriens tredie afsnit, der sendes kl. 20.00, skal eksperterne blandt andet finde en grævling, og den leder dameholdet efter netop ved Tokkekøb Hegn.