Beboere på Mønvej i Allerslev kan lige nu se frem til mindst et år med bekymring for at deres huse får skader og at der køres stærkt på vejen. Tunge køretøjer får nemlig husene til at ryste, efter at vejchikaner er permanent fjernet som følge af vejarbejde.
Gregers Frank fandt for omkring to et halvt år siden det perfekte sted at bo med smuk udsigt til solopgang over markerne. Freden og roen har dog siden et vejarbejde på grund af separatkloakering begyndte sidste år, ikke været den samme på Mønvej.
– Det har været irriterende med så meget vejarbejde, men det grundlæggende problem er, at vi kan mærke huset ryste, når der kører tung trafik forbi, selvom de kun kører 50 kilometer i timen. I forbindelse med kloakeringen, har de fjernet chikaner, som blandt andet har stået uden foran vores hus og dæmpede hastigheden, siger Gregers Frank, som er bekymret for effekten på huset.
– Det lyder dramatisk, men det er sådan, at man bliver helt bekymret for, om der kommer sætningsskader, siger Gregers Frank og påpeger, at huset bliver udsat for rystelser 20-30 gange dagligt.
– Det virker ildevarslende. Det er et gammelt hus fra 1934, og selvom jeg ikke er bygningsekspert, kan jeg ikke lade være med at tænke, at det før eller siden må give udslag i ét eller andet, siger den bekymrede Allerslev-indbygger.
Revner er blevet større
Også Gregers Franks nabo, Anne Baaner, er plaget af busserne og lastbilerne.
– Revnerne i mit hus er opstået under vejarbejdet med kloakering og bliver stadigt større. Det er trist. Huset er fra 1927 og er ellers i en god solid kvalitet, siger hun og viser os revner ind- og udvendigt i husets vægge, som er vokset siden kloakeringsarbejdet. I gavlen på Gregers Frank hus har hun også bemærket en revne, der er blevet længere og tydeligere.
– Hver gang et stort køretøj kører forbi, står dørene og klaprer i mit hus. Naboen på den anden side siger, at hun også kan mærke det. Jeg overvejer at skrive en klage med billeder af revnerne. Forhåbentligt er det ikke sætningsskader, siger hun.
Betonklods-chikaner?
På dialogmøde i marts mellem lokalråd og medlemmer af kommunalbestyrelse foreslog Gregers Frank midlertidige chikaner i form af den slags betonklodser med huller i til skilte, men uden nogen afklaring.
– Andre end mig nævnte, at det ryster og brager i huset efter at chikanerne er blevet fjernet. Vi fik at vide, at der ville komme et bump på vej ind i Ammendrup og et bump på vej ud af Allerslev. Der er i hvert fald en kilometer imellem. Der bør være flere chikaner end de to, for man kan godt nå at få fart på. Bump tror jeg heller ikke er lige så effektive, påpeger han.
– Jeg tænker, at det er et spørgsmål om økonomi. Midlertidige betonklodser vil ikke se så kønt ud, men det vil sætte farten ned, indtil de tidligere chikaner sættes op igen. Det må være muligt, siger Gregers Frank, der på dialogmødet hørte, at der kommer ny belægning i 2017, hvilket han frygter vil forværre fartproblemet.
Erstattes af bump
Sydsjællands Tidende har spurgt vej- og trafikchef i Vordingborg Kommune, Torben Kelm Danielsen, om chikanerne på Mønvej. Han fortæller dog, at den tidligere type chikane ikke kommer igen.
– ?Zig-zag?-chikanerne er ikke lige så effektive. I samarbejde med lokalrådet er der planer om at etablere bump i forbindelse med asfalteringen. Der vil blive etableret to bump i år. Hvor de tidligere chikaner stod, vil yderligere syv bump etableres i 2016 sammen med ny asfalt, såfremt bumpene godkendes på Teknik- og Miljøudvalgsmødet 6. maj, siger han.
Løsningen med betonklodser er han dog skeptisk over for.
– Der er generelt dårlige erfaringer med betonklodser som chikaner, hvorfor vi ikke indtænker det som en god idé. Jeg kan ikke henvise til nogle større undersøgelser, men der er en tendens til, at de bliver overset, og så skader de køretøjer ret voldsomt, hvis man rammer dem, tilføjer han, men forholder sig ikke til faren for, at husene får skader.
– Jeg beklager de gener, som anlægsarbejdet medfører, og jeg håber, at vores løsning med ny asfalt og bump vil forbedre trafiksikkerheden, lyder svaret.
Under alle omstændigheder må beboerne på Mønvej væbne sig med tålmodighed – mindst et år endnu.