Tung sne går ud over landbrugets tage

Vinterens snemængder har kostet mange tage livet, ikke mindst i landbruget. Kun held at det ikke er gået helt galt, vurderer ekspert.

Vinterens barske vejr har foreløbig givet skader på omkring 1000 danske bygninger. Det viser en rundspørge, som fagtidsskriftet Ingeniøren har foretaget hos en række forsikringsselskaber.

De mange skader fører nu til krav om, at byggeregler bliver strammet og at bygninger i farezonen bliver undersøgt.

– Det er et svineheld, at de mange sneskader ikke er endt galt. Vi har set eksempler i Tyskland og Polen, hvor det er gået rigtig galt, siger Jørgen Nielsen, adjungeret professor ved Statens Byggeforskningsinstitut, Aalborg Universitet, til Ingeniøren.

Anmeldelserne går lige fra småskader til minimum 30 store tagkollaps. I en enkelt sag vil erstatningen løbe op i et tocifret millionbeløb. En person er kommet alvorligt til skade i en kollapset svinestald.

Det er især de flade tage med stort spænd på svinestalde, minkfarme, ridehaller og industribygninger, der bryder sammen. Især Nordjylland har været ramt af mange skader.

Hos ingeniørfirmaet Bygningskontoret Nord, der har besigtiget mange af de skadede landbrugsbygninger, vurderer man, at snemængderne på mange tage langt overskrider de normer for snelast, som tagene er dimensioneret til.

Over hele landet står der omkring 5000-6000 landbrugsbygninger med lave tage med spænd over 25 meter, anslår bygningsingeniør Henrik Frederiksen fra Dansk Landbrugsrådgivning.

– Staldbygninger bygget i træspær med spænd over 25 meter er i farezonen, så dem bør landmændene få tjekket, lyder hans opfordring.

Han mener dog, at faren i højere grad skyldes dårlig udførelse end dårlige byggenormer.