Trommeslageren med skindet uden på

Som rejsende i knust kærlighed har Phil Collins' karriere nået de store højder, mens sangerens og trommeslagerens eget liv flere gange er dykket til bunden.

Sanger og trommeslager Phil Collins fotograferet under en koncert i Tyskland i 2019, hvor sangeren allerede måtte opgive at spille trommer og sang mestendels siddende.  (Arkivfoto)
Sanger og trommeslager Phil Collins fotograferet under en koncert i Tyskland i 2019, hvor sangeren allerede måtte opgive at spille trommer og sang mestendels siddende. (Arkivfoto)

Musikalsk blev rytmen lagt, da engelske Phil Collins som femårig fik sit første trommesæt.

Når han 30. januar fylder 70 år, kan han toppe en succesrig karriere med et gammelt citat: "Jeg er ikke en sanger, som spiller lidt trommer, men en trommeslager, som synger lidt".

Alligevel er det sangene og en perlerække af ofte følsomme hit – solo såvel som sammen med sit legendariske band, Genesis – som de fleste husker den britiske trommeslager, sanger, komponist og skuespiller for.

Phil Collins er født londoner og lagde tidligt ud som barneskuespiller.

Men det spillede først for alvor, da han i 1970 svarede på en annonce om at spille trommer i Genesis. Et band, der i forvejen bestod af blandt andre Peter Gabriel og Mike Rutherford.

Bandet bed på. Og da Peter Gabriel forlod Genesis fem år senere, så overtog Collins rollen som forsanger fra den usædvanlige position bag trommesættet.

Sit første soloalbum "Face Value" begik han som 31-årig og med større succes end nogen af Genesis-skiverne.

Alligevel blev han hængende i Genesis parallelt med sin succesrige solokarriere med kæmpehit som trommebaskeren "In The Air Tonight" og sjælere som "Against All Odds" og "One More Night".

Publikum elskede den hæse røst fra den lille, skaldede mand med den undselige udstråling. Charmen sikrede ham endda flere filmroller.

Undervejs har han solgt omkring 150 millioner soloplader samt oveni 150 millioner med sit band Genesis. Den kombipræstation matches kun af Paul McCartney og Michael Jackson.

Collins' succes aftog i starten af 1990'erne. Selv om hans musik til Disney-tegnefilmen "Tarzan" og hittet "You'll Be in My Heart" sikrede ham en Oscar i 1999. En blandt mange andre store priser i karrieren.

I starten af det nye årtusind indstillede han turnélivet på grund af en høreskade. Og med ryg- og fodskader oveni begyndt karrieren at ralle.

Skilsmissen fra sin tredje kone sendte ham ned i en dyb brønd af alkoholisme. Indtil han igen – mod alle odds – i 2017 besluttede sig for at turnere på ny. Nu med sin teenagesøn som kompetent basker på de trommer, faren ikke længere kan holde til.

Phil Collins har været gift tre gange og er far til i alt fem børn.

For et par år siden beskrev han i den hudløst ærlige selvbiografi "Not Dead Yet" sine op- og nedture herunder sit svigt som far og utro ægtemand.