
Skulle der blive brug for at dykke dybt ned i muleposen for at kradse penge ind, så samfundet kan fungere, har den nye skatteminister Troels Lund Poulsen (V) sit helt eget redskab.
Og redskabet var med, da han fik overdraget Skatteministeriet af Kristian Jensen:
– Jeg har min mor med, og hun er gammel pantefoged, hvis det skulle blive nødvendigt at dykke langt ned i muleposen, sagde Troels Lund Poulsen.
Den nye skatteminister erkendte, at han ikke har så meget erfaring med økonomisk politik, men det skulle han nok komme efter.
– Al begyndelse er svær, sagde han og fastslog, at han både vil forklare og forsvare skattestoppet, men der ud over havde han ingen programerklæringer.
Den afgående skatteminister Kristian Jensen (V) sagde til sin afløser, at han som miljøminister kom fra en anden verden, hvor han havde landmænd og ornitologer på sigtekornet.
– Men nu har du 4,5 millioner skatteydere på sigtekornet, og derfor er her en nyttig ting, du kan beskytte dit arbejdsredskab med, sagde Kristian Jensen, der forærede sin efterfølger en cykelhjelm.
Omvendt mente Troels Lund Poulsen, at Kristian Jensen fik brug for et kompas, når han nu skulle ned som gruppeformand og navigere rundt i Venstres folketingsgruppe.
Skatteministeriets departementschef Peter Loft bød sin 6. minister velkommen i ministeriet:
– Jeg kan sige til dig, at skatten på traktorer er såre beskeden, lød den humoristiske velkomstreplik til den nye skatteminister.
Troels Lund Poulsen har tidligere erklæret sin fascination af traktorer.