gymnastik HGI TripleTeam har været en uge i Italien, hvor de deltog i den store, internationale gymnastikfestival Festival del Sole. De fremviste både opvisninger og var en del af det store afslutningsshows, hvor hold fra hele verden deltog.
Turen startede 30. juni for gymnasterne, som er mellem 8-18 år. For mange af dem var det første gang, de var afsted på sådan en tur – og så uden forældre.
Turen bød på masser af gymnastik, men der var også tid til hygge, besøg på stranden, is og sightseeing.
"Gymnasterne får en oplevelse for livet og er samtidig med til at repræsentere både klub og by i det store udland," skriver Charlotte Mangor Callesen, som er formand for HGI Gymnastik og Trampolin, i en mail til Hillerød Posten.
Man kan læse mere om holdets tur og se billeder og videoer fra deres opvisninger på deres facebookside www.facebook.com/HGIGymnastikogTrampolin.