Tre personer er søndag aften afgået ved døden i en trafikulykke på Stabyvej mellem Staby og Ulfborg, der ligger cirka 30 kilometer sydvest for Holstebro.
Det skriver Midt- og Vestjyllands Politi på Twitter.
Ifølge B.T. og TV Midtvest, der har talt med vagtchef Ole Vanghøj, skete ulykken, da en 37-årig mand fra området omkring Ulfborg forsøgte at overhale en anden og overså en modkørende bil.
Heri sad en 34-årig mand, en 31-årig kvinde og deres sammenbragte børn på henholdsvis fem og ni år.
De to børn er overført til Aarhus Universitetshospital. De er dog ikke i kritisk tilstand.
– De tre voksne omkommer, før de når at komme på hospitalet, men de to børn overlever, oplyser vagtchefen til TV Midtvest.
De pårørende er underrettet.
Klokken 22.31 skriver Midt- og Vestjyllands Politi i et tweet, at oprydningen på stedet er overstået, og at vejen er genåbnet.
Tidligere på aftenen lød det, at der var både politi og redning på stedet, hvor der var sket en "alvorlig ulykke". Først flere timer efter kom melding om, at tre personer var omkommet.
Ifølge politiet skyldes det blandt andet, at de pårørende skulle underrettes.
/ritzau/