Tre gange sommerbio med havudsigt

Se tre gratis film under åben himmel i weekenden, når Lynæs Surfcenter stiller have og storskærm til rådighed for gæsterne

Foto: Jens Patrick Thiede

SOMMERBIO "Vi så gerne, at der sker noget mere i området, men det sker ikke af sig selv, så nu tager vi spaden i egen hånd."

"Vi har stablet en sommerbio på benene med tre film i et gratis arrangement," fortæller arrangør og indehaver af Lynæs Surfcenter, Johan Ingversen om weekendens sommerbio i Lynæs.

Her kan interesserede møde op i "baghaven" bag Lynæs Surfcenter og fra den 15.-17. juli se tre film på storskærm over tre dage.

"Vi regner med, at der møder 2-300 mennesker op pr. dag, men det kommer dog meget an på vejret. Vi vil ramme en bred målgruppe med filmene og håber, arrangementet kan blive en hyggelig sommertradition," fortæller Johan Ingversen.

Han opfordrer folk til at medbringe en paraply og "ikke give op", hvis det skulle regne lidt. Dog vil kraftig blæst kunne aflyse filmene, men følg med på facebooksiden, opfordrer arrangørerne.

Siddepladserne udgøres af en græsplæne, men man er velkommen til at medbringe tæpper osv. som siddeunderlag. Det samme gælder mad- og drikkevarer.

Dog har arrangørerne en opfordring til gæsterne:

"Selvom det er tilladt at tage egne snacks og drikkevarer med, håber vi dog, at I vil hjælpe os med at få det til at køre rundt, så vi kan lave endnu flere fede arrangementer i fremtiden."

"Derfor er der mulighed for at købe mad, popcorn, slik og sodavand," lyder det med en stor tak til arrangementets lokale sponsorer.

Her følger weekendens program. Filmene starter, når solen går ned (omkring 21.20).

Fredag 15/7: Jurassic World (2015)

Den nye Jurassic-film under åben himmel fyldt med effekter, gys og et strejf af romantik.

Lørdag 16/7: Klovn Forever (2015)

Gør dig klar til at krumme tæer, når Casper og Frank begiver sig mod de kendtes højborg, Los Angeles.

Søndag 17/7: Skammerens Datter (2015)

Bogen er blevet til 90 minutters ren drama for hele familien. Se Dina kæmpe for sandheden om kongedrabet!