Tre fængslet for leasingfusk

Dommeren sender tre entreprenante forretningsfolk i fængsel i sag, hvor hospitaler føler sig snydt.

Politiets materiale mod tre mænd er stærkt nok til at bære en varetægtsfængsling. Så Retten i Glostrup har sendt trioen fire uger bag tremmer.

De tre er sigtet for bedrageri og dokumentfalsk med leasingkontrakter til et samlet beløb på 10 millioner kroner.

Det skulle være et selskab i Hedehusene, der var omdrejningspunkt for svindlen. Ifølge politiet tegnede de tre mænd leasingkontrakter på levering af håndbårne skannere, stregkodeprintere og kopimaskiner, men enten blev varerne ikke leveret, eller også blev betingelserne ændret fra, hvad der oprindelig var aftalt.

Mændene har blandt andet tilbudt deres serviceydelser til et hospital, oplyser Københavns Vestegns Politi.