Tour-direktør: Vi har besøgt Danmark flere gange

Tour de France har aflagt Danmark flere besøg. Logistikken er den største forhindring for dansk Tour-start.

Christian Prudhomme havde besøg af Københavns overborgmester, Frank Jensen, før 4. etape af den igangværende Tour de France.
Christian Prudhomme havde besøg af Københavns overborgmester, Frank Jensen, før 4. etape af den igangværende Tour de France.

Linjen mellem Tour de France og Danmark er fortsat brandvarm.

Tour de France-direktør Christian Prudhomme slår fast, at både København og den danske regering har vist stor vilje til at få Tour-starten til Danmark i 2021, og at der er hyppig kontakt mellem parterne.

– Vi har været på både tekniske og sportslige besøg.

– Den slags besøg er ikke officielle, og der er mange Skodaer i Danmark, så måske er vi forsvundet i mængden, griner Prudhomme med henvisning til, at bilmærket er en af Tour de Frances hovedsponsorer.

Københavns overborgmester, Frank Jensen, kørte med i Christian Prudhommes bil på 4. etape af den igangværende Tour.

Og løbsdirektøren har tilsyneladende også et godt forhold til statsminister Lars Løkke Rasmussen.

I hvert fald kunne han fremvise en sms-tråd, hvor de to havde sms'et under kampen mellem Frankrig og Danmark ved VM i fodbold.

Løkke havde afslutningsvis skrevet "merci", hvortil Prudhomme havde svaret med et "tak".

Hvor tæt Danmark er på at få en Tour de France-start er dog uklart. Tour-direktøren slår dog på ny fast, at det danske bud er både seriøst og stærkt.

– Det faktum, at Københavns overborgmester besøgte Tour de France, viser, at der er ægte vilje i København.

– Jeg kan bare sige, at jeg er imponeret af, hvad København gør for cykling. Det er en god base.

– For ti år siden ville ASO (organisationen bag Tour de France, red.) have kigget på byens lidenskab for cykelsporten. Nu kigger man mere og mere på, hvad byer gør for cyklismen. Det er en positiv pointe, siger Christian Prudhomme.

Det store problem med Danmark som startland er og bliver afstanden mellem Danmark og Frankrig.

Afstanden gør, at det formentlig vil blive nødvendigt at lægge en ekstra hviledag ind, ligesom Giro d'Italia gjorde tidligere på året efter at have startet løbet i Israel.

– Logistikken er den største udfordring.

– Men ifølge UCI's (Den Internationale Cykelunion, red.) reglement er det nu tilladt at lægge en ekstra hviledag ind.

– Hvert fjerde år har man lov til for eksempel at starte en Grand Tour om fredagen og holde en hviledag mandag. Det er muligt, at vi vil udnytte denne nye regel, siger Prudhomme.