Tor Nørretranders på Allerød Bibliotek

Foredrag og debat under overskriften 'Se frem – fra opløsningstid til oplysningstid'

Foto: Michael Braunstein

Klimaforandringer og flygtningekrise. Fake news og postfaktualitet. Højrepopulismens fremmarch i Europa, truslen fra Nordkoreas atomvåben og amerikanernes valg af Trump.

"Det kan føles, som om vi lever i en opløsningstid, hvor alt går ad helvede til. Men faktisk står vi på kanten til en ny oplysningstid," siger forfatteren Tor Nørretranders.

I sin nye bog argumenterer han for, at vi skal 'Se frem' – som bogen hedder – i stedet for at blive lammet af apati, sådan som han oplever, at vi gør.

Læs også: Kloge unger: Einsteins-holdet løb med sejren i lokalopgør om paratviden

"Samfundet minder mig om en deprimeret person. Virkelig mange af os har en tendens til at være mere modløse og hænge mere med næbbet, end vi havde behøvet," siger Tor Nørretranders.

25. januar fra kl. 19-21 besøger han Allerød Bibliotek ved et arrangement med kombineret foredrag og debat. I foredraget 'Se frem – fra opløsningstid til oplysningstid' fortæller Tor Nørretranders om en række nye videnskabelige erkendelser, som sammen bliver til et overraskende billede af mennesket som et fremadskuende væsen.

Arrangementet holdes i samarbejde med Den Grønne Guide i Allerød. Billetter kan købes på Allerød Biblioteks hjemmeside.