FODBOLD På trods af stor vilje og god fight, samt rigeligt med målchancer lykkedes det ikke HGIs fodboldherrer i serie 1 at slå topholdet B 1973 i lørdagens hjemmekamp på Hillerød Stadion. HGI kom ellers foran tidligt i kampen på et mål af Jonas Vahr, der ekspederer en bold i nettet der er slået helt nede fra egne forsvarsrækker.
HGI har i lange peridoder styr på kampen og Herlev, der ikke har tabt en kamp i foråret, kommer ikke til chancer. I det 21. minut tackler HGIs Steffan Søndergaard noget voldsomt er Herlevspiller, og det koster et gult kort og dermed spiller HGI med en færre på banen i 10 minutter. Det kommer til at koste et mål, da Herlev lige før der er spillet en halv time udligner til 1-1. Det giver Herlev et rygstød og de har flere chancer i det sidste kvarter af 1. halvleg. Blandt andet en kæmpechance lige før pausen hvor HGI i flere omgange får skudt bolden væk.
I 2. halvleg fortsætter HGI det gode spil og efter 12 minutter har HGIs Peter Øder et skud på stolpen. Otte minutter senere dribler Deniz Walat igennem Herlevs forsvar, men afslutningen går langt over mål, og minuttet er det Peter Øder der er på spil igen, men hans afslutning er lige på målmanden. Da der er spillet en lille halv time af 2. halvleg får Herlev frispark 25 meter fra målet, og bolden bliver hamret direkte op i målhjørnet. Dermed er Herlev foran 2-1, og HGI er tvunget til at satse. Blandt andet er målmand Heine Boskov med oppe på et hjørne, dog uden at det giver gevinst. I det tredje overtidsminut lukker Herlev kampen ved at score til 3-1 og HGI går fra kampen uden point.
"Hvorfor scorer vi ikke på de chancer vi får?" spørger assisterende træner Per Johansen sig selv om efter kampen, og siger videre "Vi træner med god gejst, spillerne har den rette indstilling, men på de sidste meter er vi ikke skarpe nok".
HGI har nu otte point for otte kampe og er i fare for at rykke ned
"Nedrykning er ikke et tema. Vi bygger et hold op med lokale unge spillere og det må bære eller briste," siger Per Johansen.
Næste kamp for HGI er på lørdag på udebane mod Frederikssund, der kæmper med i toppen. Dermed er der lagt op til endnu en svær kamp for de unge HGI-spillere.