Det blev koldere og koldere, som fredag aften skred frem på Herlufsholms kunstbane i det sydsjællandske og samtidig nærmede værterne sig mere og mere sejren over gæsterne fra TFC Odsherred.
Men med lidt held og dygtighed kunne odsingene have nappet det ene point i slutminutterne.
Andreas Elkjær fik en stor mulighed tre minutter før tid, men Odsherred-spilleren ramte ikke bolden på det ellers farlige indlæg tæt foran Rasmus Thorslund i Herlufsholm-målet.
Chancer blev brændt
– De kunne snildt have scoret. Og scorer vi ikke på vores chancer i 1. halvleg, og de gør, er vi måske pludselig bagud 0-2 efter 25 minutter, og så er der lang vej hjem, siger Mads Hansen, der vikarierede som cheftræner i karantæneramte Mikkel Bruuns fravær.
I stedet kunne hjemmeholdet ånde lettet op og tage en dog ikke ufortjent sejr på det mål, anfører Mads Bo Petersen satte ind på et diskutérbart straffespark begået af Mikkel Kvist kort før pausen.
Overordnet set var det sydsjællænderne, der var bedst, men de glemte at omsætte de chancer, der bød sig i åbent spil. Og det samme gjorde gæsterne.
– Vi har i hvert fald fire store chancer; hvor vi er alene igennem i 1. halvleg. Plus et par løse chancer i feltet. Men de bider godt fra sig og det gør de fleste hold i rækken, konstaterer Mads Hansen.
Han og holdet gik til opgaven med et lidt mere offensivt udtryk, men det gav også lidt åbninger defensivt. Åbninger, som Odsherred-træner Kim Rasmussen gerne ville have haft udnyttet.
– Vi kunne sagtens have fået point, siger træneren, der var ramt af syv afbud plus måtte stille med nogle forholdsvis uprøvede spillere.
– Vi står sammen hele vejen. Og vi har faktisk muligheden for at udligne, selv om vi var i undertal til sidst. Så jeg er meget tilfreds med indsatsen, siger Kim Rasmussen, der måtte se Polat Sen trække to gule kort og dermed rødt godt midtvejs i 2. halvleg.
God kamp af Elkjær
Det første gule kort så også meget tyndt ud, men Polat Sen fik afløb for sine frustrationer, da han trådte ud af banen, og det fik han endnu et gult kort for.
Herlufsholm havde bolden mest efter pausen, hvor det også blev til et par fine chancer, men Mads Elkjær stod også en god kamp i gæsternes mål.
– Odsherred er et fint hold, og der er generelt ingen dårlige hold i rækken. Man skal være klar på dagen, for ellers smider vi point. Så vi er ikke fredet, fordi vi ligger øverst. Alle vil gerne slå os, så vi har stadig lang vej hjem. Men det ser da godt ud, lyder det fra Mads Hansen, som med 41 point for 15 kampe har otte ned til Tune på andenpladsen.

Serie 1
Herlufsholm – TFC Odsherred: 1-0 (1-0)
1-0: Mads Bo Petersen, straffespark (42)