Det blev en parkering af de helt dyre, da en 91-årig kvinde torsdag befandt sig i bil ved p-pladsen vest for Hørsholm Midtpunkt.
Ifølge pressekoordinator Pia Tange fra Nordsjællands Politi tog den ældre kvinde nemlig fejl af automatgearet i den Saab, hun kørte i.
Det førte først til, at kvinden først påkørte tre andre biler, hvorefter hun bakkede tilbage ad en skrænt, hvor bilen slutteligt satte sig fast.
Heldigvis kom kvinden ifølge Pia Tange ikke noget til ved den uheldige manøvre, som politiet blev tilkaldt til klokken 14.02.
Bilen derimod slap mindre godt fra kørslen, som resulterede i blandt andet punkterede forhjul, indtrykket kølerhjelm, smadret kofanger og grene og pinde forskellige steder.
Den måtte fredag formiddag slæbes fri af Dansk Autohjælp, hvilket vakte en del opsigt blandt de øvrige bilister på p-pladsen.