Larm, støj, indtagelse af stoffer og generende adfærd fra en gruppe unge er en del af hverdagen for borgerne omkring Tølløse Station og andre steder i byen. Ifølge landbetjenten bliver der sandsynligvis også handlet med stoffer på stationen. – Der er fokus på Tølløse, for der er virkelig problemer. Det er på stationen, på Q8 og på sportspladsen. Jeg ved, at Roskilde (Midt- og Vestsjællands Politi red.) har fokus på Tølløse. Hvis de har mulighed for det, så kommer der en patruljevogn. Men når de så kommer, gang på gang, så er der helt roligt. Det sker tit, siger Ole Juul, der er landbetjent i Tølløse. Han fortæller, at han har en idé om, at der kommer folk med toget inde fra København, som har stoffer med til Tølløse. De har så forudbestemt et tidspunkt at mødes med andre på Tølløse Station, hvor de handler med stofferne, og bagefter tager de så retur til København.
Unge er uden for pædagogisk rækkevidde
– Jo, søreme har vi stoffer her. Det er helt sikkert. Det hænder, at de unge er så påvirkede, at de er uden for pædagogisk rækkevidde, siger Ole Juul. Nogle af de allernærmeste forretningsdrivende ved stationen ønsker ikke at stå frem med navn, men fortæller, at folk, der har boet tæt på Tølløse Station, simpelthen er flyttet derfra af frygt for, hvad der kan ske. Den hårdeste kerne af de unge bøller har hængt ud ved stationen i snart to et halvt år og gør det stadigvæk. Hver eftermiddag og aften hænger de ud oppe ved stationen, hvor de kører ræs i deres biler og på deres knallerter – sommetider i grupper på helt op til 30-40 unge med deres biler. De forretningsdrivende kan samtidig se, når de unge står og indtager deres stoffer inde på toiletterne igennem de klare vinduer. – Jeg kan se, når de står og ruller deres "ting", derinde, forklarer en af de forretningsdrivende og viser med hænderne, hvordan de unge bruger remedier som dankort og lignende til at klargøre stofferne med oppe i vindueskarmen, der vender direkte ud mod gaden.
Fik strøet knuste glasskår foran sin indkørsel
Hun fortæller, at der ikke bliver gjort noget fra politiets side. Hun og hendes kompagnon er vidne til urolighederne hver eneste dag, og de frygter, at der på et tidspunkt bliver gjort alvor af truslerne fra de unge mennesker om, at deres forretning bliver smadret, hvis de sladrer om noget eller generer deres forehavende. Landbetjent Ole Juul har da også allerede oplevet, hvordan det er at blive chikaneret. Han fortæller, at han for cirka et år siden havde påtalt en gruppe af de unge mennesker på stationen i hårde vendinger. Det resulterede i, at han nogle dage efter fandt et lag af glasskår strøet lige bag sin indkørsel, formentlig for at han skulle punktere. – Det var ikke bare en eller to flasker, der var knust. Det var glas, der var knust med en hammer og strøet ud lige foran min indkørsel. Hvis jeg ser noget i min hverdag her, så påtaler jeg det. Jeg skal jo stadigvæk bo her. Jeg lukker ikke øjnene. Men jeg holder rimeligt lav profil, siger Ole Juul. jhj@nordvest.dk