
To unge mænd på 16 og 17 år er torsdag blevet varetægtsfængslet i foreløbig to uger, mistænkt for røveri mod et supermarked i Albertslund onsdag aften.
Den ene har erkendt, mens den anden har nægtet sig skyldig, oplyser anklagemyndigheden ved Vestegnens Politi.
Røveriet var mod SuperBrugsen på Egelundsvej i Albertslund. Vestegnens Politi fik anmeldelsen klokken 19.19, og rykkede straks til stedet.
En maskeret mand havde truet personalet med en pistol, til at udlevere en pengekassette fra et kasseapparat.
God hjælp fra vidner og efterforskning hos Vestegnens Politi førte til, at politiet en times tid efter røveriet blev opmærksom på en gruppe på fire personer, der virkede mistænkelig.
– To af dem blev anholdt. Den ene er en ung mand på 16 år, som vi mistænker er gerningsmanden, og den anden er en ung mand på 17 år, som vi mistænker for at have medvirket, oplyste vagtchef Jens Møller hos Vestegnens Politi torsdag morgen.
De to andre er ikke mistænkt i røverisagen.
Politiet fandt også pengekassetten og våbnet – som viste sig at være en attrappistol – samt andre effekter.
Torsdag eftermiddag blev de to unge mænd så fremstillet i grundlovsforhør i Retten i Glostrup, hvor anklagemyndigheden ved Vestegnens Politi krævede dem varetægtsfængslet. Den påstand fulgte dommeren.