To politibiler udbrændt i nat

Igen er politibiler gået op i lys lue i Nykøbing Sjælland. Politiet har mistanke om, at brandene er påsatte.

To af politiets patruljevogne udbrændte natten til onsdag, da der opstod brand i garagen ved lokalpolitiets station i Nykøbing Sjælland.

– Vi kender ikke brandårsagen. Men det skal ikke være nogen hemmelighed, at vi har mistanke om, at branden er påsat, siger Carsten Andersen, der er talsmand for Midt- og Vestsjællands Politi.

Det skyldes ikke mindst, at der for kort tid siden brændte en anden patruljevogn i Nykøbing Sjælland. Siden har politiet indviet en ny station og fået sat bilerne i garage. Men det har altså ikke forhindret bilerne i at bryde i brand.

Nu vil politiet undersøge omstændighederne nærmere. Ifølge Carsten Andersen hører man gerne fra vidner, der har bemærket noget omkring politistationen ved to-tiden natten til onsdag.

Han slår helt fast, at man ikke kan skræmme politiet ud af byen.

– Der er flere biler, hvor de kommer fra, som han udtrykker det.