To nye abearter i zoo

Asnæs
Odsherred Zoo Dyrepark har endnu en gang udvidet samlingen af sjældne arter af småaber. To nye par er flyttet ind i dyreparken, og dermed er samlingen den mest forskelligartede i Danmark.

Foto: Signe Terkelsen

16 forskellige arter af småaber. Det er status i Odsherred Zoo Dyrepark, efter at to nye abepar netop er flyttet ind.

Art nummer 15 og 16 er henholdsvis et par løvehovedaber og et par sølvfarvede silkeaber, og begge arter stammer ifølge dyrepark-ejer Jørgen Ankergreen fra Sydamerikas regnskove – selv om disse to par kommer fra en forhandler i Tyskland.

Ingen af de nye aber er mere end 25 centimeter høje, men aktiviteten fejler ikke noget – især ikke hos de sølvfarvede silkeaber, hvor hunnen ihærdigt forsøger at tilegne sig fotografens kamera – som befinder sig på den anden side af trådnettet og er cirka dobbelt så stort som den selv …

– Man kan godt se, at det er en teenager. Der er fis og ballade hele tiden, siger Jørgen Ankergreen.

Løvehovedaberne, der er udstyret med en karakteristisk rødbrun manke, indtager en noget mere agtværdig holdning svarende både til deres navn – og til den status de indtager hos Jørgen Ankergreen.

– Jeg har ønsket mig dem her i 10 år. De er utroligt smukke og så fascinerende og sjældne. På et tidspunkt var de nede på 60-70 stykker i naturen, fortæller Jørgen Ankergreen.

I fangenskab langt fra den regnskov, der hastigt ryddes, trives løvehovederne dog godt. Og går naturens gang, som den plejer, får dyreparken uden for Asnæs måske flere løvehovedaber allerede i den nærmeste fremtid. Nytilflytterne med løvemankerne er ifølge Ankergreen allerede gået i gang med at parre sig.

st@nordvest.dk