
FC Københavns spillertrup er blevet ramt af coronavirus. Peter Ankersen og Bryan Oviedo er således begge blevet konstateret smittet.
Det skriver FCK på sin hjemmeside.
Begge spillere er blevet sendt i isolation, og FCK formoder ikke, at de to smittetilfælde er forbundne med hinanden, lyder det.
Resten af spillerne i hovedstadsklubbens trup er blevet testet negative. Spillerne vil desuden blive testet igen inden søndagens kamp mod de forsvarende mestre fra FC Midtjylland.
Mens Peter Ankersen indtil videre i denne sæson har været fast mand i FCK's startopstilling, så har Bryan Oviedo kun fået cirka ti minutter på banen fordelt over to kampe.
Søndagens kamp mod FC Midtjylland bliver FCK-cheftræner Jess Thorups første i Superligaen, siden han blev ansat i klubben mandag.
Thorup skiftede fra belgiske Genk, men har tidligere stået i spidsen for netop midtjyderne.