To britiske drenge skyldige i grov vold

To mindreårige drenge i Storbritannien har erklæret sig skyldige i et ekstremt grusomt overfald på to drenge på ni og 11 år.

To brødre på 10 og 12 år har indrømmet, at de stod bag et brutalt angreb på to drenge på ni og 11 år i en britisk landsby. De to andre drenge på ni og 11 år blev slået og torteret, og en af dem fik kastet en vask ned over sit hoved.

De to drenge erklærede sig skyldige i det grusomme angreb i landsbyen Edlington i april i år ved en britisk domstol torsdag.

Under retssagen mod de to drenge er det kommet frem, at drengene lokkede de to yngre drenge hen til et afsidesliggende sted, hvor de slog dem med mursten og kæppe. Et af ofrene fik bundet en løkke om halsen, og det andet fik kastet en vask ned over hovedet. Ofrene blev også brændt med cigaretter og tvunget til at gennemføre en række seksuelle handlinger på hinanden.

Den niårige dreng blev senere, tilsølet i blod, fundet gående omkring i Edlington, mens den 11-årige blev fundet bevidstløs på bunden af en kløft.

Sagen har bragt mindelser om en anden grusom sag i Storbritannien i 1993, da to den gang 10-årige drenge dræbte den toårige James Bulger.