To anholdt for skyderi i Aalborg – politiet jager den tredje

En 20-årig kvinde og en 18-årig mand er blevet anholdt for et skyderi i Aalborg. Politi leder efter en tredje.

Politiet efterforsker på Vesterbro i Aalborg, efter at en 33-årig mand blev ramt af skud. To er siden blevet anholdt.

Politiet efterforsker på Vesterbro i Aalborg, efter at en 33-årig mand blev ramt af skud. To er siden blevet anholdt.

To personer er blevet anholdt, mens politiet stadig leder efter en tredje mistænkt i forbindelse med et skyderi i Aalborg søndag aften, hvor en 33-årig mand blev såret.

Det skriver Nordjyllands Politi i en pressemeddelelse.

Politiet har i alt mistænkt tre personer, oplyser politikommissær Lasse Kragh, som koordinerer efterforskningen for politiet.

De to anholdte er en 20-årig kvinde og en 18-årig mand. Lasse Kragh oplyser, at endnu en 18-årig mand er mistænkt i sagen, og opfordrer ham til at melde sig.

– Vores efterforskningsskridt i sagen gør, at denne tredje mistænkte i sagen ikke kan være i tvivl om, at vi leder intenst efter ham.

– Og hvis han ikke melder sig selv til os, så kommer vi til at efterlyse ham i offentligheden med navn og billede i morgen, siger Lasse Kragh i pressemeddelelsen.

Det er generelt småt med oplysningerne om skyderiet, men politiet oplyser, at der formentlig er tale om et opgør i Aalborgs kriminelle miljø.

– Vores undersøgelser gav os ret hurtigt den opfattelse af, at der var tale om et internt opgør i et kriminelt miljø – og det er stadig vores helt klare formodning, at det er det, der er tilfældet, siger Lasse Kragh.

De to er anholdte og skal nu forventeligt i grundlovsforhør mandag ved Retten i Aalborg.

En anholdt skal inden for 24 timer enten løslades eller stilles for en dommer i et grundlovsforhør. I et grundlovsforhør kan dommeren vælge at løslade eller varetægtsfængsle i op til fire uger ad gangen.

Den 33-årige mand blev ifølge politiet ramt af to skud og måtte til behandling på hospitalet. Mandens tilstand er stabil, lød det tidligere i en opdatering fra politiet.

/ritzau/