– Hej, jeg er Innocent. Hvordan har du det? Tak, fordi du kom.
Innocent Sagahutu har bevaret sit danske, men det er tydeligt, at der er gået 11 år, siden han blev udleveret fra Skjern til FN's domstol for folkemordet i Rwanda.
Tirsdag afsiges der dom i Tanzania i den langtrukne sag under FN's tribunal for Rwanda.
Her står den tidligere kaptajn i Rwandas hær anklaget for meddelagtighed i folkemordet på 800.000 mennesker i 1994.
Hans øjne stråler af venlighed. Det er ubegribeligt, at Innocent skulle have begået så frygtelige forbrydelser, som domstolen anklager ham for.
Det ulastelige jakkesæt fra grundlovsforhøret tilbage i 2000 er udskiftet med muslimsk kjortel. Den høje, ranke mand fra dengang er sunket sammen. De 11 år i fængsel har sat tydelige spor.
Fængselsinspektør Saidou Guindo giver ham to minutter til at tale med Ritzau. Det er forbudt at tale om retssagen.
– Min kone og søn har besøgt mig én gang i min tid her. Min datter to gange. Hun studerer på Københavns Universitet. Det er svært at holde kontakt, når man sidder i et fængsel langt væk.
Hustru, søn og datter er i dag danskere, og Innocent håber selv snart at kunne rejse de 7000 kilometer tilbage fra fængslet i Arusha i Tanzania til Danmark.
– Jeg vil gerne tilbage og se min familie og venner.
Familien boede i Skjern, men en søndag morgen i februar 2000 blev Innocent passet op af lokale kriminalbetjente. Han var på sin cykel på vej hjem med rundstykker, som aldrig nåede frem.
Ifølge anklagen gav beordrede han drabene på belgiske FN-soldater, som betød, at FN trak sig ud af Rwanda. Han skal også have tilladt voldtægter mod tutsikvinder på hospitalet i hovedstaden Kigali.
Men ifølge Innocent var der tale om krig og ikke om folkemord. Han fortryder intet, men ville dog ønske, at han dengang havde forladt Kigali.
Fængselsinspektøren bliver forstyrret af en telefon, der giver et smuthul til at spørge til dommen i morgen:
– Jeg er ok. Jeg tror, det hele nok skal gå, siger Innocent Sagahutu.