Tikka fandt min bilnøgle i skoven

En råkold vinterdag med silende regn satte jeg hundefører Jes Nielsen stævne for at se ham og hans sporhund Tikka i arbejde. De finder ting og sager som briller, punge, høreapparater, nøgler og hvad folk ellers går og taber.

– Er du modig, spørger Jes Nielsen, da jeg møder ham og hunden Tikka i Vintersbølle Skoven. De er i gang med den daglige træning, og den bliver gennemført uanset vejr og vind.

– Joh, svarer jeg velvidende at jeg ikke er spor modig, men hvor slem en prøve kan mit mod også blive sat på sådan en helt almindelig regnvejrsdag.

– Lån mig din bilnøgle, lyder det fra Jes, der derefter lader mig alene med Tikka og selv forsvinder ind i skoven. 

Kort tid efter kommer han tilbage og slipper hunden løs i skoven:

– Søg, Tikka, søg, siger han opfordrende til hunden, der ikke lader sig det sige to gange. Hun farer af sted med næsen i jorden og logrende hale.

Det tager kun et par minutter, så lægger hun sig på jorden – ved siden af min bilnøgle.

– Hvordan ved hunden, hvad den skal finde, spørger jeg forundret.

– Det ved den ikke, lyder svaret fra Jes, der fortsætter forklarende:

– Hunden dufter først til de dufte, der er naturligt i området. Her jord, græs, mudder, træ og så videre. Derefter søger den efter alle de dufte, der ikke hører naturligt til.

 

En teskefuld i et bassin

En hund har 2,4 millioner duftcentre. Det svarer, forklarer Jes Nielsen, til at man fylder et 25 x 50 meter stort bassin med vand og rører en halv teske karry i vandet. Hunden kan lugte karryen.

Den fænomenale lugtesans betyder også at hunden ikke kun kan finde ting, der ligger på jorden. Jes Nielsen fortæller om en episode, hvor en dreng havde mistet sine briller under en leg. Brillerne havnede 180 centimeter oppe i en busk, men det vidste drengen ikke. Da det blev mørkt opgav han at lede længere og Tikka blev tilkaldt. Hun fandt hurtigt brillerne i busken. Mørke eller ej. 

 

En perfekt sporhund

Tikka er en sort labradortæve, der de seneste to år har arbejdet som ?ting-finder? for DCH Eftersøgningstjenesten under Dansk Civile Hundeførerforening. I det daglige bliver hun brugt til jagt og Schweiss, der er en disciplin, hvor hunden opsøger påkørt eller anskudt vildt.

Jes Nielsen fortæller om den dag Tikka blev testet for at vurdere om hun var god nok til at arbejde som sporhund for DCH Eftersøgningstjenesten:

– Der blev lavet en test med tre genstande, der havde ligget på stedet i to døgn. Vi fandt fire genstande, lyder det fra den stolte hundeejer, der i løbet af 2014 begynder at træne Tikka i også at finde nedgravede objekter.

I følge Jes Nielsen er labradoren perfekt som sporhund. Som eksempel nævner han en træning, hvor tre labradorer og fem schæferhunde deltog. De tre labradorer kom med de ting, de fandt. Schæferne åd tingene.

 

Slutter med en belønning

Dagens træning er forbi og Tikka får lov at hoppe tilbage i tæpperne i sit bur i Jes Nielsens bil. Her putter hun sig og nyder den godbid, hun får for dagens arbejde.

miho