Thorning står fast over for de Radikale

På den socialdemokratiske kongres gentager Thorning-Schmidt, at de Radikale ikke kommer til at pille ved skatte- og udlændingepolitikken.

Helle Thorning-Schmidt holder sin formandstale under Socialdemokraternes kongres fredag d. 25 september 2009 i Aalborg Kongres og Kulturcenter. (Foto: Henning Bagger/Scanpix 2009)
Helle Thorning-Schmidt holder sin formandstale under Socialdemokraternes kongres fredag d. 25 september 2009 i Aalborg Kongres og Kulturcenter. (Foto: Henning Bagger/Scanpix 2009)

De Radikale er velkomne i en regering med Socialdemokraterne og SF, men de kommer ikke til at pille ved den skattepolitik og udlændingepolitik, som de to partier har fremlagt.

Det gentager den socialdemokratiske formand Helle Thorning-Schmidt kontant ved åbningen af partiets årlige kongres i Aalborg.

Lidt forsonende toner er der dog over for den radikale leder, Margrethe Vestager:

– Jeg lytter selvfølgelig til de Radikale, når de åbner døren for et samarbejde, der bygger på den skattepolitik, vi har fremlagt, sammen med andre reformer. Det synes jeg, er en konstruktiv melding. Det vil jeg gerne kvittere for, siger Helle Thorning-Schmidt.

Vestager har på det seneste åbnet for, at problemet med økonomiens langsigtede holdbarhed ikke nødvendigvis skal løses via skattepolitikken, men også kan løses via reformer på arbejdsmarkedet.

Udlændingepolitikken bliver der heller ikke rokket ved, fastholder Thorning.

– Der er en sammenhæng mellem, hvor mange udlændinge der kommer til landet, og hvor dygtige vi er til at integrere. Derfor fastholder vi 24 årsreglen og tilknytningskravet, siger Thorning-Schmidt til de 850 delegerede i Aalborg.