The Double til Brøndby

Det var en ren magtdemonstration, da Brøndby Volleyball Klubs volleyligadamer søndag vandt den tredje DM-finale over Lyngby Volley.

Sejren blev som i de to foregående finaler på 3-0, og sætcifrene taler deres eget tydelige sprog, 25-13, 25-19, 25-12. Med sejren sikrede Brøndby sig mesterskabet og da de også vandt pokalmesterskabet i december, er de dermed vindere af »The double«.

Det var tydeligt at Brøndbys kvinder var meget opsatte på at afslutte finaleserien denne søndag på hjemmebanen i Brøndby Stadionhal.

Sjældent har man set et så koncentreret og velforberedt hold. Alle spillere ydede noget nær det optimale og på nær en 3-0 føring til Lyngby i første sæt, sad Brøndby solidt på kampen fra start til slut.

Alt fungerede perfekt og trænerteamet, med headcoach Jens Bang og assisterende coach Martin Rønn Spangen i spidsen, kunne glæde sig over at det, der har været arbejdet så hårdt på uge efter uge, nu, på det helt rigtige tidspunkt, gik op i en højere enhed. Julie Mikaelsen fik æren af at serve sæsonens sidste serv og det var også hende der på et effektivt back-spike bankede den sidste bold i gulvet til 25-12, hvorefter de jublende spillere kunne takke et fantastisk medlevende publikum for den støtte de har fået gennem sæsonen.

Guldet blev hængt om halsen og for anden gang i sæsonen kunne en pokal løftes i vejret, hvorefter guld lametta og champagnesprøjt i en skøn blanding regnede ned over de glade spillere, som var behørigt udstyret med guldparykker.