Terrordømte flygter fra irakisk fængsel

16 terrordømte fanger er undsluppet fra et fængsel i den irakiske by Tikrit. De slap ud gennem et vindue i fængslets badeværelse.

16 medlemmer af terrornetværket al-Qaeda er flygtet fra et fængsel i den centrale irakiske by Tikrit. Fem af fangerne er dømt til døden.

Fangerne slap ud ved at fjerne et vindue i fængslets badeværelse. Herefter kravlede de ud gennem hullet og firede sig ned ad en stige.

En af fangerne er siden blevet anholdt igen, men resten er på fri fod.

De irakiske sikkerhedsstyrker i Tikrit har optrappet sikkerheden i den fortrinsvis sunnimuslimske by 180 kilometer nord for Bagdad efter fangeflugten.

Tikrit var den nu afdøde irakiske diktator Saddam Husseins højborg.

USA's militærkommandanter i Irak siger, at al-Qaeda fortsat udgør en alvorlig trussel i Irak, men understreger, at al-Qaedas forsøg på at etablere et islamisk kalifat i det krigshærgede land er slået fejl.