Sommerferie Tag dine venner, forældre eller bedsteforældre med på sommerferie i Vedbækfundenes jægerstenalderudstilling. Mød det jægerfolk, som levede i Vedbæk for 7000 år siden. Gå en tur gennem urskoven og kom helt tæt på jægerfolkets byttedyr. Se graven med jægerstenalderkvinden og det lille nyfødte barn, der ligger gravlagt på en svanevinge.
I skolernes sommerferie fra lørdag d. 30. juni til søndag d. 12. august afholder Vedbækfundene tegnekonkurrence for børn. Tegn et af jægerfolkets byttedyr. Tegn det, som du selv synes eller prøv at tegne dyr, sådan som man gjorde det i jægerstenalderen. Søndag d. 12. august kl. 17.00 trækkes lod blandt alle deltagere i tegnekonkurrencen om en flot pude med dyremotiv. Derudover vil endnu en heldig vinder som præmie modtage et smykkevedhæng i form af en kampøkse i sølv.
Uden for på gårdspladsen kan du i hele skolesommerferien prøve kræfter med bueskydning. Prøv om du kan nakke et vildsvin.
Fra lørdag d. 4. august til søndag d. 12. august kan børn lege amatørarkæologer og prøve, hvordan det er at bruge en lille metaldetektor. Eftersøgningen efter metalgenstande foregår i en sandkasse i Vedbækfundenes udstilling. Henrik Lund har med inspiration fra graven med den unge kvinde og det nyfødte barn gravlagt på en svanevinge skabt et smukt smykkevedhæng – en svanevinge i sølv. Der trækkes lod blandt alle de børn, som prøver metaldetektorer, om en svanevinge i sølv.
Vedbækfundene kan man finde ved Gl. Holtegaard, Attemosevej 170 i Holte. Mandag erd der lukket. Tirsdag-fredag åbent fra kl. 12.00-16.00 og lørdag og søndag kl. 12.00-17.00.