»TC« bliver i HB Køge

FODBOLD: For tiden er han skadet, men så småt på vej tilbage, og hans vigtighed for SAS Ligaholdet HB Køge kan ikke overvurderes.

Nu har Thomas »TC« Christensen forlænget aftalen med klubbe, så den løber fra nytår i år og frem til nytår 2012.

– Grunden er så simpel som, at jeg er meget glad for at være i klubben. Det har jeg været siden jeg startede. Der er stor fornuft i tingene og gode ambitioner om udvikling af klubben. Mens jeg har været her har tingene hele tiden udviklet sig i en bedre og bedre retning. Selvom vi ligger under stregen i SAS-ligaen, har jeg stor tro på vores hold og på klubben. Vi arbejder stenhårdt i dagligdagen og vi udvikler os konstant. Derfor har jeg også skrevet en lang kontrakt, siger »TC«, der kom til Herfølge fra Vejle Boldklub vinteren 2007.

– Vi har flyttet os fra en plads som nummer 9 i den næstbedste række til SAS-ligaen. Det har vi gjort, fordi klubben har gjort det godt, og fordi vi har en træner som konstant har udviklet holdet i en positiv retning. En sidste og meget væsentligt grund er kammeratskabet, som er fantastisk.