Tæt på vikinger – i golfvogn

Foto: Anders Ole Olsen, Jens Christian Bachmann

Med borgmester Lis Tribler bag rattet i den ene og viceborgmester Niels O. Pedersen bag rattet i den anden gik det derudaf i to golfvogne med de royale gæster. Tribler agerede chauffør for dronning Margrethe, mens Niels O. styrede løjerne i den anden golfvogn, hvor prins Henrik var passager.

Dronningen kom forbi det ene langhus, hvor hun både blev budt på suppe og prøvede at smede et halssmykke.

– Hun lavede en meget vellykket støbning. Den var faktisk perfekt, helt uden grater. Den var lige i øjet, som man siger, roste vikingesmed Karl Heinz Moser-Fiedler.

Han var en af de aktive i langhuset, hvor også sølvsmed Ralf Kleis Larfred og træskærer Gøsta Petterson viste, hvad de kan. Og uden for fik de royale gæster et indtryk af, hvordan man tidligere ordnede uenigheder i det kongerige, de siden er sat i spidsen for, nemlig med våben i hånd. Hovedparten af de kæmpende vikinger døde – og rejste sig kort efter igen.

Umiddelbart før visittens afslutning og afgang mod næste programpunkt måtte ølsmed Kristian Olsvig lige sikre sig, at de fine gæster ikke løb tør for drikkevarer: Han forærede parret tre gange to forskellige øl.