Da en 38-årig mand fra Jægerspris tirsdag mødte op på Revelinen i Jægerpris for at betale en del af de penge tilbage, som han havde lånt af en 40-årig mand, udmundede det i grov vold fra begge parters side.
Om det var fordi, den 40-årige mand ikke var tilfreds med det pengebeløb den 38-årige skyldner kom med vides ikke, men manden besluttede sig øjensynligt for, at skyldneren fortjente et lag tæsk. I hvert fald begyndte han at slå løs på den 38-årige jægerspriser med skaftet fra en økse et endnu ukendt antal gange.
Den 38-årige skyldner fik dog fravristed skaftet fra sin overfaldsmand og begyndte nu selv at tæske løs på den 40-årige – muligvis i nødværge – hvorefter han satte sig ind i sin bil for at køre fra stedet. Inden han kørte, nåede den 40-årige mand dog at hive en tromlerevolver frem og true den 38-årige med.
I minutterne efter overfaldene ringede begge mænd til politiet og fortalte om episoden med det resultat, at de begge nu er anholdt og sigtet for grov vold.
Overfaldet gik tilsyneladende hårdest ud over den 40-årige mand, der på nuværende tidspunkt ligger til observation for hjernerystelse på Hillerød Hospital med mærker efter slag i hovedet og tydelige afværge læsioner på armene. Den 38-årige skyldner opholder sig i Helsingør arrest, og begge mænd bliver muligvis fremstillet i grundlovsforhør senere i dag, onsdag, den 40-årige dog måske in absentia alt efter hans tilstand.