Tabte kampen mod vanetænkningen

Nye Borgerliges Peter Thestrup erkender, at der var opbakning til den generelle linje

For Peter Thestrup blev kampen om pladserne i Hørsholm Kommunalbestyrelse den ene mands kamp mod både vanetænkning og større muskler.

Det sidste illustreret ved, at den 54-årige kandidat for Nye Borgerlige selv var ude at hænge de 97 valgplakater op, som skulle gøre opmærksom på hans eksistens. Og kampen mod vanetænkningen, ja, den tabte han på sin vis.

"Folk har jo nok tænkt: 'Hvad man har, det ved man, hvad er'. På trods af uheldige sager var der alligevel opbakning til den generelle linje," konstaterer han nu, hvor valget er overstået og han de næste fire år må se på fra sidelinjen.

Personligt er iværksætteren, byggemanden og ejendomsmægleren tilfreds med de 107 personlige stemmer, han kunne sætte ind på kontoen.

"Jeg kom lidt sent ind i valgkampen og måtte trække hele læsset selv," siger han, der undervejs i valgkampen fik sporet sig ind på de emner, han selv mener var relevant for lokalområdet.

"Jeg argumenterede for mere visionær og langsigtet planlægning, at man skal bevare kommunens grønne områder og at man kan spare 50-120 millioner kroner på bureaukratiet. Det må jeg erkende, jeg ikke kom godt nok ud med," lyder Peter Thestrups analyse.

Han erkender også, at han måtte ændre strategi undervejs. Eksempelvis fandt han ud af, at Nye Borgerliges flygtninge- og migrationsdagsorden ikke fængede.

"Man kan sige, at halvandet hundrede flygtninge i Hørsholm ikke er alverden. Men det er også udtryk for en berøringsangst og politisk korrekthed. Derfor blev emnet nok opfattet som uvedkommende," siger han til Ugebladet.

Det var første gang, Peter Thestrup stillede op til et kommunalvalg.