Hun kom på alles læber, da hun tidligere på året beskyldte en anden Paradise-babe for at være klædt som en russisk roulette. Hun har dyrket sex for åben skærm og hendes motto er 'hellere opmærksomhed end ingen'.
Nu er den 19-årige Amalie Josephine Lytton Kejser Szigethy fra Rungsted klar til at indtage tv-stuerne igen, når paradise-stjernen fra onsdag aften kl. 21 lægger sit liv ud til offentligt skue i TV3-realityserien 'Amalies Verden', der går tæt på den 19-årige kvinde og hendes mors liv i overhalingsbanen.
Kameraerne følger Amalie og hendes mor Charlotte Lytton Kejser, 46 år, i deres hverdag, både når det er sjovt, og når det gør ondt.
TV-seerne kommer med til festerne på de røde løbere, hvor Amalie slår sig løs og bader sig i fotografernes blitzlys. Og på sidelinjen, når både mor og datter knokler for at indfri ambitionerne om at bringe Amalie videre fra det nuværende spotlight til en karriere inden for sang, skuespil og tv.