Sydeuropæere strømmer til Danmark

Danmark er et attraktivt land at slå sig ned i for statsborgere fra Sydeuropa. De seneste 10 år er antallet af sydeuropæiske indvandrere således steget fra 2.447 til 6.213 personer, skriver metroxpress.

Det viser tal fra Danmarks Statistik.

En af de største stigninger står grækerne for med en næsten femdobling til 519 indvandrere i 2014, hvilket de tydeligt mærker hos Den Græske Forening i Danmark.

»Folk i Grækenland er desperate. De vil væk på grund af den høje arbejdsløshed. Vi får to-tre e-mail om dagen fra grækere, der stadig bor i Grækenland, men som vil have hjælp til at søge et arbejde i Danmark eller finde et sted at bo,« siger Jannis Gavalias, sekretær i Den Græske Forening i Danmark.

Ifølge Peter Nedergaard, professor i statskundskab på Københavns Universitet, giver det god mening, at sydeuropæerne søger mod Danmark, fordi jobmulighederne er markant bedre.

»Nogle af de her lande har oplevet arbejdsløshed på op mod 50 procent, og man taler typisk om pull- og push-effekter for arbejdstagere,« siger han til metroxpress.

»Her skubber arbejdsløsheden dem væk fra deres hjemland, og de mange jobåbninger trækker dem til for eksempel Danmark.«

Indvandringen fra Sydeuropa kan blive problematisk for Danmark, mener Peter Skaarup (DF):

»Selv om langt de fleste kommer for at arbejde, så kan det trække kraften ud af vores samfund. De har typisk ikke den samme arbejdskultur i de lande. Så man kan ikke bare sige, at det her kan vi fint klare. Det kan blive en stor udfordring, hvis der bliver ved med at komme mange,« siger han til metroxpress.