Svensk kvinde får halvandet års fængsel for forsøg på hvidvask

Millionbeløb fundet i kuffert i Københavns Lufthavn skulle bruges på huskøb i Tyrkiet, forklarede dømt kvinde.

En svensk kvinde udvises for bestandig for forsøg på hvidvask. Dommen er faldet mandag ved Københavns Byret. (Arkivfoto).

En svensk kvinde udvises for bestandig for forsøg på hvidvask. Dommen er faldet mandag ved Københavns Byret. (Arkivfoto).

En 34-årig svensk kvinde idømmes et år og seks måneders fængsel samt udvisning for bestandig for forsøg på hvidvask.

Dommen er faldet mandag ved Københavns Byret.

Kvinden blev den 21. oktober 2022 stoppet i Københavns Lufthavn, da hun var på vej til Tyrkiet. I hendes kuffert fandt toldere samlet omkring to millioner kroner i fire forskellige valuta.

Ifølge anklagemyndigheden stammede beløbet enten direkte eller indirekte fra lovovertrædelser. Kvinden havde dog en anden forklaring.

Pengene stammede fra et lejlighedssalg i Syrien, sagde hun i retten. Lejligheden havde hun arvet sammen med sine søskende efter deres mors død.

Gevinsten fra salget skulle bruges på et hus i Tyrkiet, så hendes ene søster kunne få opholdstilladelse i landet, lød forklaringen.

– Jeg modtager dem (pengene, red.) fra en bekendt til en person, der købte ejendommen i Syrien, forklarede kvinden gennem sin arabiske tolk.

Både anklager og dommer spurgte kvinden ind til de forskellige valuta, der befandt sig i kufferten. Hertil svarede hun, at der var en aftale om, at beløbet skulle betales i amerikanske dollar. Men hun åbnede ikke kufferten inden afrejse.

– Efter vores tradition så stoler vi på hinanden, når vi indgår en aftale. Vi havde en aftale mellem dem og så min bror i Syrien, lød forklaringen.

I det halve år op til sin anholdelse rejste den 34-årige til Tyrkiet 13 gange. Hun nægtede at have haft penge med ved disse rejser.

Hun rejste til Tyrkiet, fordi hun er hemmeligt gift der, lød forklaringen blandt andet.

Anklageren gik i sagen efter en straf på mindst halvandet års fængsel samt udvisning for bestandig. Dermed flugter dommen med anklagerens påstand.

Kvindens forsvarer, Martin Andersen, gik derimod efter frifindelse. Han mente ikke, at anklagemyndigheden i tilstrækkelig grad havde bevist, at pengene stammede fra forbrydelser.

– Jeg mener samlet set, at det her er en af de sager, hvor man skal huske på, at tvivlen ikke skal komme anklagemyndigheden til gode, men den tiltalte, sagde han.

Men retten fandt det altså bevist, at den 34-årige var skyldig i forsøg på hvidvask.

– Under henvisning til at så stort et beløb findes i en kuffert, og at du ikke har talt dem, inden du tog afsted, finder vi, at tiltalte har været klar over, at det her beløb stammer fra et strafbart forhold, lød det fra retsformanden under domsafsigelsen.

Kvinden modtog dommen.

/ritzau/