Suveræn i sejlrenden

Det er godt et år siden at den unge Slangerup-sejler Louise Christensen tog afsked med zoom8-jollen, hvor hun bl.a. vandt VM-sølv. Idag nyder hun stor succes i europajollen

Foto: Martin Arnoldus

SEJLSPORT: Louise Christensen rider bogstavelig talt på en succesbølge disse dage. Den 17-årige Slangerupsejler, som mange sikkert husker, sikrede sig andenpladsen ved prisfesten "Årets Idrætsudøver 2005", er kommet fantastisk fra start i sin nye bådtype -den teknisk og fysisk svære europajolle.Efter afskeden med zoom8-jollen i fjor, i hvilken hun bl.a. opnåede VM-sølv, har hun leveret adskillige toppræstationer såvel nationalt som internationalt i den nye bådklasse til trods for at hendes modstandere er flere år ældre end hende selv. Højdepunktet var ved NM i sommers, hvor hun blev nummer fire. Det resultat har givet hende mod på mere:"Det går faktisk meget godt nu. Jeg er udtaget til talentholdet, som består af de bedste piger i landet. Til sommer gælder det EM for ungdom og senere VM for seniorer. Ved begge mesterskaber går jeg efter en placering i top ti, " bedyrer sejlerpigen, som dog samtidig erkender at en topplacering i europajollen ikke er det letteste at sikre sig:"Overgangen til europajollen var svær. Det er en større båd, hvor man skal have bedre fysisk form. Og feltet er meget hårdere, så en topplacering ved f.eks. VM kræver nok flere års træning, " siger Louise Christensen, som lige nu går i 1.g. på Oure Idrætshøjskole, hvor europajollen selvfølgelig er på skemaet.