FREDENSBORG: Gennem et stykke tid har arkæologer gennemgravet byggegrunden til den kommende SuperBrugs i Fredensborg. Det har de kunnet gøre uden at finde væsentlige spor af fortiden, hvilket betyder, at der ikke fra den side, vil være indsigelser imod byggeriet.
Uddeler Bo Kristensen ønsker ikke at kommentere sagsforløbet, men det kniber åbenbart med at få den kommunale godkendelse frem, og sagen er endnu ikke politisk behandlet. Sagen omkring SuperBrugsens udflytning begyndte i 1999, da Fredensborg Brugsforening søgte om tilladelse til en ud- og ombygning af den bestående butik, men fik nej fra byrådet, bl. a. motiveret med en øget trafik i Asminderød.
Herefter tog bestyrelsen initiativ til planerne om at bygge en helt ny butik ved Humlebækvej, og der er således tale om et anlægsforløb på næsten 7 år.
Onsdag den 22. november er SuperBrugsen på dagsordenen, når Asminderød Bylaug indbyder til borgermøde på Asminderød Kro, og her vil også den gamle butik på Benediktevej indgå som et punkt, der skal debatteres.
Et byggeri af en ny butik på 3.000 m2 betyder nemlig, at der ikke må være forretning i de bestående bygninger, og dermed er der lagt op til en anden form for udnyttelse, som f. eks. boliger.
Det er således mange bolde, bestyrelsen for Fredensborg Brugsforening har i luften, og som de vil redegøre for på det kommende borgermøde.
J. H.