I slutningen af december var SuperBrugsen i Lynges uddeler, Jens-Erik Klose, mange gange inde på kontoret for at se butikkens seneste omsætningstal. Det var nemlig ved at være tæt på, at butikken kunne nå en årsomsætning inklusiv moms på 100 mio. kr. Og det ville i så fald være første gang i Lynge Brugs historie.
Og så skete det: 30. december ud på eftermiddagen blev den magiske omsætning nået, da en af SuperBrugsens kunder – uden at ane noget – med sine indkøb ramte netop de 100 mio. kr. Det udløste stor 'opstandelse' i butikken, da uddeleren og flere af hans medarbejdere kom løbende for at ønske den heldige – Annette Kær – tillykke.
Annette Kær bor i Lynge, og hun kunne således sammen med datteren Amalie tage hjem med et ganske gratis indkøb.
"Det var en rigtig god nytårsgave til Lynge Brugs, og målet må naturligvis være en gentagelse i 2015 – og gerne noget tidligere end 30. december," siger Jens-Erik Klose.
Jens-Erik Klose oplyser, at bestyrelsen for Lynge-Uggeløse Brugsforening i løbet af 2014 har arbejdet med en ny strategiplan. En af de ting, der har været speciel fokus på, er muligheden for at foretage on-line indkøb af dagligvarer, specielt med relation til de af Brugsens kunder, der lever i en travl hverdag.
Og det har nu ført til et nyt koncept, der går under navnet 'Bestil og Hent'. Med dette koncept kan kunderne gå på internettet og bestille de varer, der findes i butikken. Når varerne er bestilt og betalt, vil Brugsens medarbejdere indsamle varerne og sende en sms til kunderne med besked om, at varerne er klar til afhentning.
Når kunderne er kommet til butikken, returneres den fremsendte sms, og butikkens personale vil herefter komme ud til kunden og sætte varerne ind i bilen. Som Jens-Erik Klose pointerer: "Kunden behøver således overhovedet ikke at træde ud af bilen."
Bestillingen og betalingen af varerne skal være foretaget inden kl. 13.00 den dag, man ønsker varerne udleveret, og hele arrangementet koster 30 kroner pr. ordre.
Jens-Erik Klose understreger, at det har været en vigtig del af konceptet, at SuperBrugsens ugetilbud også er inkluderet i det sortiment af varer, der tilbydes på nettet.
'Bestil og Hent' er et helt nyt koncept i Danmark. Det administreres af virksomheden Egebjerg Købmandsgård A/S, der ejes af bl.a. SuperBrugsen, Nykøbing Sjælland.
Indtil videre er der otte SuperBrugser på Sjælland, der er med i ordningen, men i løbet af foråret vil 15 på Sjælland og 22 SuperBrugser i hele landet være med.
I en række år har Egebjerg Købmandsgård administreret leveringen af dagligvarer til visiterede borgere i flere kommuner på Sjælland, og SuperBrugsen i Lynge har været med i denne ordning siden starten.
Få mere at vide: www.bestiloghent.dk.