
PRÆSTØ: En 30 år gammel drøm er gået i opfyldelse for købmand Jan Johansen fra SuperBest i Præstø. En rigtig blomsterbutik med faguddannet personale og muligheden for at give kvalicerede svar, hvis kunderne står med bestemte ønsker. Han har nemlig allieret sig med 44-årige Sevin Raff. Hun er oprindeligt fra Azerbajdjan men kom i 1999 til Danmark og har siden uddannet sig til blomsterbinder.
– Vi søgte en blomsterbinder men fik ikke rigtig nogle henvendelser. Så kom jeg i kontakt med nogle venner af Sevin, og de sagde, at de kendte den helt rigtige til opgaven, fortæller Jan Johansen fra SuperBest i Præstø.
Stor volumen
Og Sevin Raff må om nogen være den rette. Hun har nemlig været bestyrer af en lignende forretning i SuperBest i Hillerød, som hun har været med til at bygge op.
– Den afgørende forskel på os og en traditionel blomsterforretning er den volumen, vi tager hjem. Her er et meget større flow, så når jeg får varer hjem, får jeg 11 store bure, hvor andre kun får ét fortæller Sevin Raff, der har sine faste leverandører på Grønttorvet i Valby og takket være den omsætning, hun har, kan sælge sine varer lidt billigere end flere af sine kolleger.
Hun får varer hjem to gange om ugen – tirsdag og enten torsdag eller fredag. Og udvalget byder selvsagt på masser af friske blomster – både afskårne og i jord.
– Vi tager imod alle former bestillinger. Lige fra en hurtig buket til barnedåb, konfirmation, bryllup og begravelse. Udbringning kan vi klare her i Præstø, og skal man for eksempel til en bagravelse, hvor man selv tager bårebuketten med, kan vi lave den uden at man behøver at bestille i forvejen, fortæller Sevin Raff, der udover blomster i den kommende tid også vil få masser af potter og små gaveartikler hjem.
Alle ugens dage
For købmand Jan Johansen er det vigtigt, at man i hans butik kan få svar på alt – uanset om man har spørgsmål til kødudskæringer eller til pleje af grønne planter. Derfor glæder han sig over nu at have fået en blomsterdame i huset.
– Vi har altid haft et godt salg af blomster – ikke mindst fordi de har stået fremme. Men hvor det førhen var noget, kunderne impulsivt lagde ned i vognen, er det mit håb, at folk nu køber deres blomster her, fordi de har skrevet dem på indkøbslisten. Efterhånden er der så at sige ikke det, vi ikke kan tilbyde – lige fra vin og delikatesser til bager, slagter, grøntafdeling og nu også blomster, lyder det fra SuperBest-købmanden, der i øvrigt som en lille bonusoplysning kan tilføje, at han har overtaget pakningen af varer i forbindelse med SuperBests webshop, hvor man kan få sine dagligvarer bragt til døren.
Den nye blomsterbutik i SuperBest har fået navnet "Blomsterbinderiet". Der er åbent mandag til fredag fra klokken 9 til 18, lørdag fra klokken 8 til 16 samt søndag fra klokken 10 til 14. I første omgang er det kun Sevin Raff, man vil møde bag disken, men på sigt er det tanken, at hun vil ansætte en medhjælper.