Sundance hædrer dansk-syrisk dokumentar om Aleppo

Producer Søren Steen Jespersen kalder prisen til "De sidste mænd i Aleppo" for en stor anerkendelse.

Dokumentarfilmen "De sidste mænd i Aleppo" følger krigen i Syrien på tætteste hold i den krigsramte by. Nu er den blevet hædret med en pris. Arkivfoto.
Dokumentarfilmen "De sidste mænd i Aleppo" følger krigen i Syrien på tætteste hold i den krigsramte by. Nu er den blevet hædret med en pris. Arkivfoto.

Den dansk-syriske dokumentar "De sidste mænd i Aleppo" er blevet hædret med en jurypris for dokumentarfilm ved Sundance Film Festival i USA.

Filmen var en af 12 nominerede i kategorien ved festivalen, der er en af verdens mest prestigefyldte.

"De sidste mænd i Aleppo" handler om tre mænd, der kæmper for redningstjenesten De Hvide Hjelme med livet som indsats i den krigsramte syriske by.

De svære omstændigheder, som dokumentaren er filmet under, gør det ekstra stort at vinde prisen, fortæller producer Søren Steen Jespersen.

– Det er en kæmpe forløsning og anerkendelse at få det her klap på skulderen. Det siger, at det her er en vigtig film, siger han.

Syriske Feras Fayyad har instrueret filmen, mens danske Steen Johannesen er co-instruktør.

Danske Larm Film har produceret den i samarbejde med Aleppo Media Center. Det har til tider været livsfarligt for produktionsholdet i Syrien, fortæller Søren Steen Jespersen.

– Det er en helt ekstrem situation, at det overhovedet har kunnet lade sig gøre at filme i et miljø, som er så farligt. Det er en fantastisk bedrift af de unge gutter i Aleppo Media Center, siger han.

Fotograferne har blandt andet været med, når redningsholdet har rykket ind i sammenstyrtede huse, hvor der har været fare for nye bombeangreb og flere sammenstyrtninger.

Ifølge produceren får prisen stor betydning for filmens videre liv. Nu er håbet, at andre filmfestivaler og tv-stationer rundt om får øjnene op for "De sidste mænd i Aleppo", så den kan sætte emnet til debat.

– På vores breddegrader er det ekstremt vigtigt at forstå, hvad det er for nogle menneskelige konsekvenser, der er af den konflikt, vi kigger på i Syrien, og som påvirker livet i Danmark og Europa, siger Søren Steen Jespersen.

Filmen får dansk premiere i de danske biografer senere på året.