Succesfuldt bordtennisstævne.

Det netop afviklede "Fredensborg Cup" bordtennisstævne, som løb af staben i Fredensborg Hallen, blev en kæmpe succes. Det var tredje år Fredensborg Bordtennisklub gav sig i kast med dette store arrangement, og man er nu nået op på den maksimale kapacitet på 550 deltagere til start. Om søndagen var der med spænding set frem til Herre Elite rækken, og den blev ekstra interessant, da man fik en sidste øjebliks tilmelding fra den Polske spiller Tomasz Akier, som netop er startet i Hillerød. Ligeledes fra Hillerød stillede en af favoritterne Martin Christensen op, han spiller til daglig i elitedivisionen, og en anden favorit var Fredensborgs træner Daniel Fynsk som også spiller i elitedivisionen, for Brønderslev. I finalen mellem de to storfavoritter, var der på forhånd stillet store forventninger til en spændende kamp. Men den var Daniel Fynsk ikke helt med på, da han udspillede sin modstander, og vandt med de for en finale ret så usædvanlige cifre: 11-6 11-0 11-6 og viste, at han har landsholdsklasse, når han spiller op til sit bedste. For de lokale spillere var der også flere fine placeringer. I Drenge C double vandt Fredensborg ved Bjørn Østerby/Fredrik Heckmann rækken efter flot spil. I single blev Fredrik nr. 6 og Bjørn nr. 8. Det blev også til finalepladser til Christian Haahr i Yngre Drenge C og Leif Poulsen/Torben Hansen i Herre Klasse 4 double, men de måtte altså nøjes med 2. pladser. Desuden blev Tobias Zimmermann nr. 9 i Yngre Drenge C, Patrick Nielsen nr. 3 i Drenge B, Emil Wittrup-Jensen nr. 5 i Junior C, mens Robert Heckmann og Carsten Mollerup blev henholdsvis nr. 5 og 7 i Herre Klasse 4. En af de klubber som fik flest topplaceringer var Bornholm BTK som havde taget turen fra solskins Øen med 25 deltagere. Bornholm BTK er en eliteoverbygning for de Bornholmske bordtennisklubber og har stor succes med deres ungdomsarbejde. I øvrigt bytter Fredensborg BTK med Bornholmerne, ved at deltage i Hasles stævne i midten af november måned.