Studerende vilde med campus

Der var højlydte protester, da blandt andet pædagoguddannelserne blev samlet i Hillerød. Siden har campus dog vist sig at kunne tiltrække et stadigt stigende antal studerende hvert år. Professionshøjskolen UCC's egne tal viser blandt andet, at antallet af fysioterapeuter og pædagoger er fordoblet siden 2010. I samme periode er det samlede antal studerende på de fire oprindelige uddannelser steget fra 1249 til 2058. Dertil kommer blandt andet 250 socialrådgiver-studerende, der har vist sig at være et uventet stærkt trækplaster, siden uddannelsen blev oprettet i samarbejde med Professionshøjskolen Metropol for fire år siden.