I perioden fra juli til september er den danske økonomi vokset 4,9 procent.
Det er isoleret set en rekordhøj vækst, oplyser Danmark Statistik i forbindelse med sin første beregning af bruttonationalproduktet for tredje kvartal.
Bruttonationalproduktet – også kendt som bnp – er et udtryk for størrelsen af et lands økonomi og er det mest anvendte nøgletal til at måle det.
Stigninger eller fald viser, om økonomien vokser eller skrumper.
Beregningen fra Danmarks Statistik bekræfter et tidligere estimat fra starten af november. Her kom statistikbanken også frem til en vækst på 4,9 procent.
Bag den rekordhøje vækst i tredje kvartal ligger blandt andet en stigning i danskernes privatforbrug, ligesom virksomhedernes eksport er steget.
Mens privatforbruget er steget med 4,2 procent, så er eksporten steget med 5,3 procent, viser tallene fra Danmarks Statistik.
Den rekordhøje vækst i tredje kvartal skal ses i lyset af det historisk store fald, der har været i det danske bnp i første halvdel af 2020.
Trods væksten i tredje kvartal er bnp således samlet faldet indtil videre i år sammenlignet med samme periode sidste år.
Det skyldes blandt andet, at dansk økonomi skrumpede med historisk høje 7,0 procent i andet kvartal. Det hang sammen med nedlukningen, der betød mindre aktivitet rundt om i den danske økonomi.
– Det betyder, at bnp fortsat befinder sig knap fire procent under niveauet i starten af året, siger Tore Stramer, cheføkonom i Dansk Erhverv, i en skriftlig kommentar.
– Genopretningen af dansk økonomi kan langt fra siges at være slut, og vi skal formentlig et godt stykke ind i 2022, før bnp igen er tilbage på samme niveau, som før coronakrisen ramte.
Vurderingen af, at der stadig er lange udsigter for coronakrisen, bliver delt af cheføkonom i Arbejderbevægelsens Erhvervsråd Erik Bjørsted.
Han mener, at dansk økonomi har brug for flere livliner til at komme helt op fra det hul, som coronakrisen har kastet økonomien ned i.
– Derfor skal der graves dybt i regeringens krigskasse, når finansloven skal forhandles på plads, siger Erik Bjørsted i en skriftlig kommentar.
Blandt andet foreslår han en midlertidig udvidelse af boligjobordningen, så man får rabat, når man går ud og spiser på en restaurant eller indlogerer sig på et hotel.
Derudover nævner Erik Bjørsted, at regeringen også har mulighed for at udbetale de sidste to ugers indefrosne feriepenge.