Kim Fupz Aakeson, Martin Lyngbo og Nikolaj Nørlund skal sammen udvikle en ny forestilling til Mungo Park. Stykket, der bærer titlen "Spasser Hund Kanin," har forventet urpremiere til oktober 2008. Teaterelskere kan allerede nu godt begynde at glæde sig til den kommende teatersæson på Mungo Park. Det er nemlig lykkedes teatret i Allerød at få tre af de helt store navne inden for teatrets, filmens og musikkens verden til sammen at udvikle Mungo Parks nye store satsning til den kommende sæson, "Spasser Hund Kanin."
Manuskriptforfatter Kim Fupz Aakeson har markeret sig som en mesterlig og højst produktiv skribent, der har stået bag den dramatiske struktur i anerkendte og populære danske film som "Den Eneste Ene", "En Soap" og "Små Ulykker."
Mungo Parks prisbelønnede teaterdirektør Martin Lyngbo har med Mungo Park-succeser som Forstad, Mungo Park – manden bag navnet og Den anden vist sig som en af scenekunstnens markante dramatikere og instruktører.
Nikolaj Nørlund er Danmarks bedste tekstforfatter og komponist og har produceret for store danske musiknavne som Jens Unmack, SuperJeg og Olesen-Olesen.
Martin Lyngbo vil endnu ikke afsløre baggrunden for den noget kryptiske titel "Spasser Hund Kanin," men han indrømmer dog, at stykket bliver en undersøgelse af alt det gode og det onde, der gemmer sig inden i menneske:
"Alt det, der bare venter på at komme ud," fortæller Martin Lyngbo. Mungo Park har netop udgivet sit sæsonkatalog for den kommende sæson. Du kan finde det i Allerød Nyt Weekend, der er på gaden torsdag/fredag.