Stipendium til lokalt forskningstalent

Økonomisk støtte fra Novo Nordisk til den unge forsker Martin Kongsbak fra Hørsholm

Foto: Morten Timm

Martin Kongsbak, opvokset i Hørsholm, har sammen med 37 andre talentfulde studerende fået overrakt stipendier for i alt 2,5 millioner kroner af forskningsminister Helge Sander.

Stipendiet til Martin Kongsbak uddeles i forbindelse med hans afsluttende speciale på Panum Instituttet i København. Her er han i gang med at undersøge, hvorledes vitamin D regulerer immunsystemets T celler, der spiller en central rolle i vores immunsystem.

"Med vores projekt stiler vi efter en dybere forståelse for vitamin D's indvirkning på immunforsvaret, der muligvis vil kunne bidrage til udviklingen af nye medikamenter i behandlingen af bl.a. autoimmune og inflammatoriske sygdomme," oplyser Martin Kongsbak.

Med stipendiet kan han efter eget udsagn fokusere 110 procent på projektet og er ikke så afhængig af ekstra studiejob.

Martin Kongsbaks første skoleår foregik på Vallerødskolen, og han dimitterede senere fra Rungsted Gymnasium på en nyoprettet linje med særlig fokus på forskning.

Stipendiet er givet på vegne af to af Danmarks førende forskningsvirksomheder, Novo Nordisk og Novozymes.