
Den to-årige hf-uddannelse falder i popularitet, og flere satser på gymnasiet. I alt 743 unge fra Region Sjælland har sat krydset ved hf i 2008, mens 3.988 unge satser på det almene gymnasium. I Holbæk modtager Stenhus Gymnasium og HF i alt 341 nye elever efter sommerferien.
De fordeler sig med 280 elever på den tre-årige gymnasieuddannelse og 61 på den to-årige hf, oplyser sekretær Mette Stentoft.
– Det er et fald på hf, men på gymnasiet er det en fremgang, siger Mette Stentoft.
Sidste år startede 350 elever på Stenhus Gymnasium og HF.
Men der bliver rimelig god plads på det ombyggede gymnasium efter sommerferien. Stenhus Gymnasium har øget kapaciteten og har plads til 85 ekstra elever. Region Sjælland har oplyst til Undervisningsministeriet, at Stenhus Gymnasium og HF har kapacitet til at modtage 435 elever i 2008.
På landsplan oplever de gymnasiale uddannelser generelt lidt større søgning. Ifølge Undervisningsministeriet har 34,1 procent af de unge valgt gymnasium eller hf i år, og det er en fremgang på 1,2 procent.
Store forskelle mellem gymnasierne
Det slår også igennem i Region Sjælland, der har registreret flere unge med ønske om tre-årig gymnasium og lidt færre, der vil på hf. Men der er store forskelle mellem de enkelte gymnasier og områder. Gymnasierne i Vestsjælland har samlet oplevet et fald på fire procent i søgningen til den tre-årige gymnasieuddannelse, og gymnasierne i det gamle Storstrøms Amt tegner sig for et fald på to procent. Men eksempelvis er der 43 procent flere, der vil på gymnasiet i Maribo, ligesom gymnasierne i Roskilde er meget populære.
Det har ikke været muligt at få en kommentar fra rektor Per Farbøl på Stenhus Gymnasium og HF.
tf@nordvest.dk