Stemningsrapport fra sogneindsamling

Fra sogneindsamlingen i Gl. Holte sogn 2. marts 2008

De var der alle sammen. Ham der ringede klokken otte søndag morgen og fortalte, at hans forretning var åben i dag, og at han gerne ville give tiende. Er det ikke noget med at man giver 10 procent af dagens indtægt? Jo, det kunne jeg bekræfte. Jamen så ville han gerne vide, hvor han kunne få nogle bøsser at putte penge i.

En anden giver mødte velforberedt indsamleren i døren med en stor pose 25 ører, samlet gennem hele året. Det blev vist til 314 kr. Og Eva stillede med sin grå fletning, sin stok og sine 81 år og skulle naturligvis have sin rute. Konfirmanderne gik i grupper – hele 7 hold.

Stemningen var høj i konfirmandstuen, da der blev givet klarsignal til afgang efter gudstjenesten. En smule sol, mere blæst og følelig kølighed bidrog til kolde næser, blå fingre, men højt humør. At vende tilbage til kirken med en tung bøsse er dejligt. At være mødt med venlighed og gavmildhed på ruten var en herlig oplevelse.

Hjemme i konfirmandstuen sørgede menighedsrådet for brød, pølse og ost samt kaffe, te eller saftevand.

Det er ikke ofte man får så megen taknemlighed over den serverede mad.

Nå, men gav indsamlingen så det ønskede resultat? Jo, tak, så rigeligt. Alle sognets 27 ruter blev dækket.

Det indsamlede beløb steg med 11 procent til 33.300 kr., som vi takker alle giverne for.

Det er en god skilling til formålet: støtte til de sårbare børn, hvis forældre er døde af aids

Jeg tror jeg fik spurgt alle de frivillige indsamlere, om de ville være med næste år. Ikke et eneste nej.

Det var så en rapport fra den glade indsamlingsleder Johannes Philipsen.