Statsministeren går i isolation for at nå folketingsåbning

Når statsministeren fredag kommer hjem fra topmøde i Bruxelles, skal hun i selvisolation, melder ministeriet.

Statsminister Mette Frederiksen (S) vil gå i selvisolation, når hun kommer hjem til Danmark efter et EU-topmøde i Belgien.
Statsminister Mette Frederiksen (S) vil gå i selvisolation, når hun kommer hjem til Danmark efter et EU-topmøde i Belgien.

Der er meget at tage højde for, når man forlader landets grænser under en pandemi i fornyet vækst – også for statsministeren.

Statsministeriet meddeler torsdag, at statsminister Mette Frederiksen (S) vil gå i selvisolation efter et EU-topmøde torsdag og fredag i den belgiske hovedstad, Bruxelles.

Belgien – og i særdeleshed Bruxelles – er i øjeblikket hårdt ramt af coronavirus. Byens borgmestre holdt i weekenden et krisemøde, hvor de genindførte restriktioner.

Selvisolationen betyder ifølge ministeriet, at Frederiksen, hvis ellers et testresultat for coronavirus er negativt, kan nå at deltage i Folketingets åbning 6. oktober.

Ved åbningen skal statsministeren ifølge grundloven give en mundtlig redegørelse.

– I henhold til de gældende retningslinjer for erhvervsrejser, som regeringen har besluttet også gælder for ministerrejser, vil testen for smitte med covid-19 blive foretaget tidligst fire dage efter afrejsen fra Danmark, skriver Statsministeriet i en pressemeddelelse.

Testen vil ifølge ministeriet blive gennemført i dialog med Rigshospitalet, så resultatet foreligger inden Folketingets åbning.

Mette Frederiksen ankommer til Bruxelles torsdag, og hun ventes at give et kort pressemøde efter klokken 13.

Selve topmødet med de øvrige stats- og regeringschefer i EU indledes torsdag omkring klokken 15.

På topmødet skal stats- og regeringscheferne torsdag tale om forholdet til Kina og om den spændte situation i den østlige del af Middelhavet, hvor forholdet til Tyrkiet volder problemer for særligt Grækenland og Cypern.

Fredag skal topmødet handle om EU's indre marked, industripolitik og den digitale omstilling.

Desuden ventes EU-landene at skulle tale om, hvad de vil stille op med den budgetaftale for de kommende syv år, der blev indgået i juli.

EU-Parlamentet kræver en mekanisme i budgettet, så man kan bremse EU-midler til lande, der ikke overholder retsstatsprincipperne. Parlamentet skal godkende budgettet, før det kan vedtages.

Flertallet af EU-lande støtter dette, men Ungarn og Polen bekæmper initiativet med fuld styrke.

Derfor kan dette emne, som ikke er på den officielle dagsorden, ende med at give det største hovedbrud for Frederiksen og de andre på mødet.